EntreNord – Entreprenørskab i de kunstneriske uddannelser og vækstmiljøer i Norden

EntreNord er en platform for undervisere og andre, der beskæftiger sig med entreprenørskabsundervisning i de kunstneriske fag. På EntreNord finder du undervisningsmaterialer, viden og netværk om entreprenørskab i de kunstneriske fag i Norden. EntreNord er en åben videndelingsplatform, og som bruger har du mulighed for at uploade og dele undervisningsmateriale, som f.eks. læringsmål, fagbeskrivelser og evaluerings- og bedømmelsesformer.

Platformen administreres af CAKI – Center for Anvendt Kunstnerisk Innovation. CAKI indsamler løbende viden og materialer fra de nordiske lande og uploader disse på EntreNord.

Læs mere om sitets opbygning, samt hvordan du uploader dit materiale, under ‘SÅDAN BRUGER DU ENTRENORD’.

Baggrunden for EntreNord

EntreNord startede som et initiativ under KreaNord og NORDISK MINISTERRÅD i samarbejde med Karlbak og CAKI i 2012. Formålet med indsatsen var at styrke arbejdet med entreprenørskab i de kunstneriske uddannelser og vækstlag for herigennem at styrke etableringsmuligheder for kunstnere og kreative på tværs af Norden.

EntreNord udfoldede sig gennem en række aktiviteter, der først og fremmest var henvendt undervisere, uddannelsesledere og vækstmiljøet. Disse aktiviteter blev afviklet i tre faser:

  • Den første fase foldede sig ud i 2012 under temaet ’FROM STUDENT TO PROFESSIONAL IN THE CREATIVE FIELDS’, med fem workshops i Norden og en fælles nordisk EntreNord-konference, der blev afholdt i København i november 2012.
  • Anden fase blev realiseret fra januar 2013 til december 2014. Denne gang med ti workshops, to gatherings samt endnu en fælles nordisk konference under temaet ’TEACH THE TEACHER’. Det var også i denne fase, de første skridt til den digitale platform EntreNord blev taget. Platformen blev i første omgang publiceret under KreaNord.org, og er siden overgået til et selvstændigt site.
  • I januar 2015 gik initiativet ind i tredje og sidste fase med oprettelsen af den omrejsende konsulenttjeneste ENTRENORD KONSULENTER. EntreNord Konsulenter besøgte undervisere, uddannelser og andre aktører i Norden for bistå i udviklingen af entreprenørielle elementer i de kunstneriske fag.

Da KreaNord blev afviklet ved udgangen af 2014, overgik EntreNord-platformen til projektpartnerne. I dag lever EntreNord således videre på entrenord.dk, der administreres af CAKI i København.